Cascina Nielsen ligger i regionen Piemonte midt mellem de store vinbyer Asti og Alba.
Fra vingården kan man kigge ud over rullende bakker dækket af vinstokke. I godt vejr er der udsigt til Alperne.
​
Området, som hedder Monferrato, er UNESCO's verdensarv. Mette og Anders Nielsen stiftede Cascina Nielsen i 2020.
VINGÅRDENS VINE
Dolcetto Monferrato, “Primogénito” – den førstefødte opkaldt efter Frederik, vores søn.
​
Den lille mark, vi købte i 2019 på bare 5500 m2, ligger perfekt for Dolcetto-druen – på en sydvestvendt skråning i omkring 240 meters højde. Jorden er fed og leret. Marken ligger lige under vores cascina.
​​
Vi plukker druerne med hænderne i løbet af september. Derefter moser vi druerne og lader dem gære mellem 6 og 10 dage med flere overpumpninger dagligt. Det giverluft til processen og sikrer skindkontakt. Vi hælder vinen på ståltanke, hvor den anden gæring foregår.
​
Vinen ligger på barriques i 9-12 måneder. I denne periode efterfylder vi mange liter vin. I barriques kan vinen ”ånde”, så der fordamper en del. Men samtidig bliver vinen iltet forsigtigt.
​
Vi hælder vinen på flasker i begyndelsen af november året efter høsten. . Flaskerne ligger et par måneder, før vi kan trække proppen op og nyde et glas eller to.
​
Primogénito har en dybrød farve, en elegant duft og en intens smag. Det er lidt af en Dolcetto bombe.
DOLCETTO - Primogénito



BARBERA - Nostra Figlia
Barbera D'Asti Superiore “Nostra Figlia” – vores datter Christine.
​
Costigliole D'Asti ligger smukt med udsigt til Monte Viso – Piemontes stolthed. Bjerget rager 3800 meter op og kan ses fra både Milano og Torino.
Costigliole D'Asti er kendt for Barbera, og hvert år er der vinfestival på byens slot med mindst 250 forskellige flasker Barbera.
​
Vores Barbera-mark ligger 400 m fra Cascina Nielsen og omkranser vores nye vingård.
​
Vi plukker druerne i hånden i begyndelsen af oktober, og vinen ligger på barriques i op til 24 måneder.
​
Nostra Figlia er helt tro mod sin druesort. Den har en ligetil relativ saftig/syrlig stil. Allehånde, brombær, solbær, kirsebær, rosmarin, gummi, træ, bål/røg, laktisk/yoghurt. Drik den til en dejlig gryderet, en grillet bøf eller lækre oste.
CHARDONNAY - La Signora
Monferrato Bianco “La Signora” – Mette, fruen i huset
​
Vi bestemte os for at prøve at fadlagre en hvidvin. Vores Bianco er baseret på flere druer - mest Chardonnay, lidt Barbera og en smule Cortese.
​
Efter et helt år på et 225 liters egetræsfad er La Signora blevet en skøn fyldig og elegant hvidvin medmasser af frugt, tung varme og frisk syre. De første 600 flasker blev revet væk.


NEBBIOLO - Sogno
Nebbiolo Monferrato – ”Sogno” - drømme – opkaldt efter Anders’ projekttrang.
Nebbiolodruen er Piemontes stolthed. Den leverer saften til verdenskendte rødvine som Barolo og Barbaresco.
​
Der er to primære stilarter: den klassiske og den moderne. Forskellen er brugen af egefad, som modernisterne og vi er tilhængere af. Som ung er vinen dyb og blåsort. Men allerede efter omkring fem år skifter den markant farve og bliver mere brun.
​
Nebbiolo giver tanninrige vine, som har godt af at lagre. Piemonte er kendt for vine med en kraftig bouquet af blomme, tobak og krydderier - og hvis man er heldig en distinkt trøffelaroma.
​
De aromatiske og meget dyre hvide trøfler er i øvrigt en af Piemontes helt store delikatesser.
